Ejvind Henningsen blev født 23. november 1911. Hans far var bådebygger Henning Henningsen, der i 1904 var flyttet fra Hjortø til Rantzausminde, hvor han købte et husmandssted ved vandet, og startede bådebyggeri
Ejvind Henningsen
Der var flere børn, men de to brødre, Axel og Ejvind gik begge i faderens fodspor og blev bådebyggere. Axel blev udlært ved Ring Andersen i Svendborg, mens Ejvind gik i lære ved faderen i Rantzausminde.
Henning Henningsen døde i 1957. Året før var Axel kommet hjem og havde overtaget værftet, som han førte videre som Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik.
Allerede i 1953, mens han var ansat på sin fars værft eksperimenterede Ejvind med glasfiber, eller plast, som det også blev kaldt dengang. Han var blandt de allerførste til at eksperimentere med at bygge både i glasfiber i Danmark og havde fået idéen på en tur til Sjælland hvor han stødte på folk der forsøgte sig med at bygge biler i glasfiber. Andre ovre på Lunderskov Møbelfabrik, LM, forsøgte sig med campingvogne, og bygger i dag nogle af verdens længste vindmøllevinger.
Ejvind startede således et industrieventyr her i Rantzausminde, som gennem værftets levetid producerede lige knap 3000 både i alle størrelser og typer.
I starten var de blot 3-4 mand, som hurtigt blev til 30 og i slutfasen var helt oppe på omkring 80.
Ejvind var hele tiden gennem årene - fra starten af produktionen i 1956 til lukningen i 1979 – undersøgende og eksperimenterende. Og han sagde engang i et interview: ”Jeg holder jo af træet. Men fremtiden tilhører plastic’en”.
Ejvind fik tilnavnet ”Jollebageren fra Egense” fordi han udviklede en særlig ovn, hvor han i løbet af 3-4 dage kunne få hærdet glasfiberen i en jolle. En proces der uden varme ville tage fjorten dage. Og Ejvind var sig meget bevidst, at det netop var produktionen af glasfiberskrog han var verdensmester i og kunne tjene penge på. Aptering og andet træarbejde var der ikke de samme penge i for ham
Man kan skrive meget langt om alle de modeller Ejvinds værft producerede. Men det startede med de helt små rojoller, som snart fik påhængsmotorer, blev til sejljoller, speedbåde, fiskerbåde og ikke mindst fartøjer til Marinen, hjemmeværnet, og søkortarkivet. Mange glasfiberbåde blev leveret til Grønland, både til opmåling og fiskerbåde. Blandt sejlere er Spækhuggeren en kendt model. Den producerede Ejvinds folk 248 stk af og et mindre antal af de større sejlbåde i samme serie: Grinden og Kaskelotten.
De første joller hed alle sammen noget med Ramin fordi man brugte den særlige træsort ramin til aptering og til at indstøbe i kølen for at give stabilitet i skroget. Ramin, Raminette, Ramina, Ramin Speed, Raminola…
Fiskerne var svære kunder at komme i gang med. Datteren og svigersønnen sejlede rundt i landet med en model, men fiskerne var skeptiske overfor glasfiberen. Så ved et lykke træf var der en fisker i Grenå, en meget dygtig fisker, der havde gode fangster og som benyttede Ejvinds 25 fods kutter. Og så kom der gang i salget. Og så producerede de en 30 fods, men den første aftager var uheldigvis en dårlig fisker og så var der ikke noget salg i den!!
Markedet var gennem årene gunstigt, men konkurrencen også hele tiden skarp. Så hvor starten var præget af joller blev modellerne gennem årene stadig større og Ejvind satte rekorder ved hele tiden at presse størrelsen på bådene op. Det gav samtidig udfordringer når de stadig større både skulle søsættes. Værftsbygningerne var placeret på den nordlige side af Rantzausmindevej, ikke ned til vandet. Broderens værft lå på den anden side af vejen, med havnefaciliteter, men da brødrene ikke var på god fod med hinanden, var det ikke muligt at søsætte bådene derfra. I stedet kørte man dem på blokvogne hen til Tankefuld, hvor der blev etableret en bedding ved siden af lodsbroen.
Der blev bl.a. produceret SKA både, der blev brugt til søopmåling bl.a. på Grønland. Også lodsbåde og redningsfartøjer blev der bygget.
Bygningsmassen måtte udvides af flere omgange pga den stadigt stigende produktion og de stadigt større både. Værftets egne folk byggede ud i første omgang i 1959 og i 1974 kunne værftet tage et nyt stort kompleks i brug med bådehal, værksteder og kontor.
De seneste år fik værftet nogle miljøudfordringer fordi parcelhusene begyndte at skyde op rundt omkring virksomheden. Og samtidig var der energikrise i 1973, hvor værftet begyndte at fyre med koks inde fra gasværket. Og den røg var naboerne jo ikke begejstrede for, men værftet fik dispensation nogle år.
Det var ikke mangel på ordrer eller en skrantende økonomi der lukkede værftet, men da Ejvind i en alder af 68 år ikke havde fysik til at klatre op i bådene stoppede han, og det lykkedes ikke at få gennemført en idé om at medarbejderen skulle overtage det.
Værftet blev derefter i august 1979 solgt til Svendborg Kommune, som lejede maskiner og bygninger ud til JEROS Marine på en toårig kontrakt. JEROS erhvervede samtidig bådeværftet længere nede af vejen og flyttede produktionsapparat og medarbejdere ned på Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik.
Bag denne manøvre stod borgmester Viggo Schultz i Svendborg. Kommunen var interesseret i Ejvinds grund til skolebyggeri, men kunne ikke købe en virksomhed for at nedlægge den. Så derfor overtog kommunen Ejvinds værft og lejede den ud til JEROS, som så flyttede produktionen. Kommunen kom imidlertid ikke til at bruge Ejvinds grund, som nogle år senere blev solgt til A.P. Møller-koncernen, som så opførte Maersk Training Center.
Egense-Rantzausminde Lokalhistorie
